Servostyring
til din hund
Anvendelse
af grime i stedet for halsbånd er det nye “koncept” indenfor kontrol og
styring af din hund.
Det skal være en fornøjelse at gå tur med sin hund. Vi
har godt af at komme ud i naturen og afstresse fra en travl hverdag. For hunden
er det dejligt at møde andre hunde, at få brugt sine sanser og at få markeret
sit territorium med sine dufte.
De fleste hunde bliver anspændte og fyldt med
forventning, når gåturen er i udsigt. Mange overreagerer og er så “tændte”
på at komme videre, at de kan være vanskelige at styre.
Dybest set er det selvfølgelig et spørgsmål om at give
hunden tilstrækkelig adspredelse og motion, men en god opdragelse er også en
forudsætning for at kunne gennemføre en harmonisk gåtur.
Det er en indgroet tradition at fastholde hunden
v.h.a.
halsbånd og line. Imidlertid findes der andre muligheder, som mange hundeejere
slet ikke kender.
Jeg tænker på den såkaldte “Halter” (eng. udtale: ‘Håålter’).
“Halter” er den engelske
betegnelse for en grime. Grime bruges som bekendt til heste og køer.
En
grime har mange fordele.
Grimen kan bruges som erstatning eller supplement til et
halsbånd. Den er særdeles velegnet til opdragelse og indlæring, og den er
meget mere skånsom for hunden end et halsbånd.
Mange hunde trækker i linen, uanset hvor lang den er, og
uanset hvor mange irettesættelser ejeren giver. Herved påvirkes struberegionen
med ret kraftige trykpåvirkninger. Især hos små hunde kan det medføre
irritative tilstande med kroniske hostelignende (omvendt nysen) symptomer til følge.
Kraftige træk kan i værste fald medføre varig skade på hundens halshvirvler.
F.eks. kan der hos disponerede racer opstå diskus prolaps.
Dernæst har en halter
den fordel, at man ikke behøver at bruge så mange kræfter for at stoppe
hunden. Princippet er nemlig det, at et træk i linen overføres til
snuderegionen. Det medfører, at man i stedet for at skulle standse hele hundens
vægt i fremdrift, nu kun har brug for den kraft, som det kræver at vende
hundens hoved.
Giver
bedre kontaktmulighed.
Det har endvidere den betydelige fordel, at hunden
standses i sin fremdrift samtidig med, at man opnår øjenkontakt med den. Her
ligger i virkeligheden den helt store fordel ved halteren. Har man ikke mulighed
for at opnå hundens opmærksomhed, kan man råbe og kommandere alt det, som det
skal være, uden at det har effekt. Tværtimod vil kommandoer, som ikke
efterkommes forstærke den uønskede adfærd. Med en halter opnås kontakten til hunden straks. Man kan give den nødvendige
kommando, og chancen for at kommandoen opfattes og efterkommes er væsentlig
forøget.
Også
god ved “unoder”
Ved en lang række “unoder” har halteren også vist
sig at være et godt hjælpemiddel. Er der for eksempel problemer med, at din
hund ikke kan lide andre hunde, eller måske ligefrem kan finde på at snappe
andre mennesker, vil du have bedre styr på den med en halter. Den sikrer, at du ved et hurtigt ryk i linen får vendt
hundens hoved bort fra “byttet”. Det er væsentligt nemmere end at skulle
hindre det ved at trække mange kilo hund baglæns.
Vil din hund æde uønskede objekter, som f.eks. afføring
fra andre hunde, kan grimen også være et godt hjælpemiddel.
God
til hvalpeopdragelse
Især til den unge hvalp, som er i en indlæringsproces,
er en “halter” efter min
opfattelse et fortrinligt hjælpemiddel. Vi ved alle, hvor svært det kan være
at fastholde en lille hvalps koncentration eller opmærksomhed. Der er alt for
mange spændende nye ting, der skal udforskes. I indlæringssituationen giver
den en mulighed for, på en blid måde, at kalde hvalpen “hjem” til dig. Du
kan i starten trække hvalpen hjem - uden at beskadige halsen - og belønne den
på behørig vis med en godbid. Et let træk i linen, vender hundens hoved mod
dig selv, og du kan få dens opmærksomhed, og din kommando opfattes bedre.
Ikke
en mundkurv.
Til hunde findes forskellige modeller af grimer, f.eks.
“Halti” og “Gentle Leader”.
“Haltien”
blev udviklet af den verdenskendte engelske adfærdsterapeut, Roger Mugford. Når
man ser den første gang, kan man tro, at den har til formål at lukke munden på
hunden, men den har intet med en mundkurv at gøre. På samme måde som et halsbånd
er den naturligvis en slags “tvangsmiddel”, men det er så langt den mest skånsomme
måde, hvorpå man kan føre sin hund. Trækket i linen overføres til snuden.
En grime kvæler ikke din hund.
“Gentle Leaderen”
er udviklet af professor Robert Andersen fra dyreadfærdsklinikken ved
University of Minnesota, USA. Den har en lille ekstra finesse. Hundehvalpe
slapper instinktivt af, når deres moder løfter dem op. Derved opstår et tryk
over nakken. Nakkeremmen på Gentle
Leaderen fremkalder denne instinktive afslapningsreaktion ved at trykke på
din hunds nakke, hvis den prøver at trække, når den går i snor.
Uanset alder reagerer hunde ofte instinktivt og slapper
af, når flokkens leder blidt griber om deres snude med munden. Dette
demonstrerer floklederens dominans, men på en meget beroligende måde, ikke
aggressivt.
En grime er designet til at styre hele din hunds krop ved
at kontrollere dens næse og hoved. Hundens krop må jo gå derhen, hvor næsen
går.
Fagdyrlæge
Jørgen Mikkelsen