KLIKKER-TRÆNING

Klikkertræning kræver nøje kendskab til teknikken. Et sådant kendskab opnås bedst ved at gennemføre et kursus eller ved læsning af litteratur om emnet. Hvis du går i gang med klikkertræning uden de nødvendige forudsætninger risikerer du at skade mere end du gavner.

Jeg kan anbefale at du læser "Klikkertrening for din hund" af Cecilie Køste og Morten Egtvedt (bogen er på norsk, men nem at læse for en dansker). Bogen er udgivet på Canis Forlag. Kan købes på www.canis.no

Klikkertræning bygger på indlæringsprincipper, der har været kendt siden 1930-erne. Brugt rigtigt er der tale om en effektiv og spændende indlæringsform, som er værd at sætte sig ind i.

Klikkertræning er en forkortelse for praktisk brug af operant betingning baseret på positiv forstærkning med systematisk brug af en betinget forstærker.

Hvad forstås ved operant betingning? Man lader - i stedet for at rykke, trække, lokke osv. - hunden selv "operere" i omgivelserne. Hunden afprøver forskellige former for adfærd for at finde frem til det, den har lyst til. Når den udfører en ønsket, hensigtmæssig adfærd klikker vi og belønner efterfølgende med godbid. Hvorfor så ikke nøjes med belønning? Nej,- fordi timingen ikke bliver nøjagtig. der går for lang tid med at fumle sig frem til belønningen. Klikket er præcist. Det kommer præcis i det øjeblik, hunden udfører den ønskede adfærd. Så gør det ikke noget at belønningen (godbiden) kommer et par sekunder efter.

Klikkertræning er helt og holdent baseret på positiv forstærkning. Vi er altså ikke optaget af at korrigere hunden, når den gør noget forkert, men kun interesseret i at forstærke den rigtige (ønskede) adfærd. Ved negativ forstærkning korrigerer man hunden (f.eks. ved ryk i linen). Det medfører måske nok at hunden indlærer lydighed, men kun for at undgå "straffen" eller ubehaget. Ved positiv forstærkning undgår man at hæmme hunden i sine udfoldelser, men fremmer dens initiativ til at gøre "de rigtige ting". Det vil medføre gladere hunde.

Praktik - i meget korte træk

En klikker er et lille lydinstrument, der ved tryk giver en klikkende lyd fra sig.

Forberedelser

· Vælg et sted, hvor der er ro, og hvor du kan arbejde uforstyrret med din hund.

· Sørg for at have en skål eller lignende med små ostestykker (eller anden form  for godbidder din hund foretrækker) i din nærhed.

· Stå med din klikker i hånden.

Trin 1 : Klik og beløn (uden “modkrav”). Klik – beløn; klik – beløn osv. 

Efter dette bør du:

a)   Have hundens ubetingede opmærksomhed.

b)   Lægge mærke til, at hunden forventer at få godbid, når klikket høres. (Din hund har nu lært at forbinde klikket med belønning).

Trin 2 : Fra nu af skal du udelukkende klikke og belønne, når din hund har udført en kommando, du har givet.

a)  Straks efter kommando (f.eks. ”sit”) er udført korrekt.

b)  Under træning af en ny øvelse, skal du belønne, når hunden tager ”et skridt i den rigtige retning” (shaping). Er du f.eks. ved at indøve hjemkald, skal du belønne når din hund tager et skridt eller to hen imod dig

Note : Er din hund ude på afstand, skal du kaste godbidden hen foran den efterfulgt af klikket.

Det er en god idé at variere tiden mellem klikket og godbidden fra straks til 1-2 sekunder senere.

Hunden lærer, at klikket signalerer, at en godbid kommer, selv om den ikke præcis ved hvor og hvornår.

Hunden lærer, at hvis den udfører en adfærd/handling, som du har bedt om, kan den få dig til at klikke...…. og det betyder mad (godbid). Den vil forsøge alle mulige ting for at få dig til at klikke, når den er i ”klikker-humør”.

Det eneste du behøver er at beslutte, hvad du ønsker at belønne (og dermed fremme) og hvad du ønsker at ignorere.

 

Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen

www.aabyhoejdyreklinik.dk

 

Mere litteratur:

www.canis.no

www.clickertraining.com

www.clickersolutions.com