ADFÆRDSPROBLEMER HOS HUNDE OG KATTE
Adfærdsproblemer hos en hund eller kat bør behandles
lige så seriøst som andre sygdomme. Ofte er psykiske lidelser eller
adfærdsforstyrrelser
mere alvorlige og vanskeligere at behandle end fysisk sygdom. Et dyr, som ikke
fungerer i dagligdagen, har det dårligt, ligesom forholdet mellem dyret og os
undertiden kan være så belastet, at glæden ved at holde et familiedyr er væk.
Det er derfor
vigtigt meget tidligt i forløbet at søge hjælp, så
problemerne kan rettes op, mens de endnu er overskuelige. Jo før en
behandling sættes i værk, jo bedre er chancerne for et godt resultat.
På samme måde som ved andre lidelser er det vigtigt at
finde frem til den rigtige diagnose for at kunne indsætte en virksom
behandling.
Lige så dårligt det er at stille diagnoser "gennem
telefonen", når det gælder fysiske sygdomme, lige så dårlige råd må
man forvente at få om et adfærdsproblem blot gennem en telefonisk samtale
eller på vejen ud af dyrlægens konsultation . Der er ofte tale om meget
komplicerede psykologiske forhold, som kræver en grundig analyse inden en
behandling iværksættes.
Vigtigt
med mange oplysninger om adfærden.
Det er nødvendigt, at den behandlende dyrlæge får så
mange oplysninger som overhovedet muligt om patienten, så hele sygeforløbet
kan klarlægges, og så man (om muligt) kan søge ind til problemernes egentlige
årsager.
Hvis din dyrlæge ikke selv beskæftiger sig med adfærdsrådgivning,
vil han kunne henvise dig til en kollega med særlig interesse og erfaring heri.
Hvad enten der er tale om problemer med
aggression
angst
frygt for lyde
urenlighed (f.eks. strinteri)
at være alene hjemme
eller andre, som f.eks. problemer med almindelig indlæring
og opdragelse, kræver det et nøje kendskab til hundens eller kattens psyke,
familieforhold og tidligere liv for at kunne rådgive om nødvendige ændringer
eller behandlinger. Disse oplysninger kan gives skriftligt (f.eks. ved at
udfylde et spørgeskema, som dyrlægen udleverer) eller under en mundtlig samtale.
Adfærdsproblemer
kan skyldes fysiske lidelser
Ofte vil en grundig klinisk undersøgelse være nødvendig
for at kunne udelukke fysiske lidelser som årsag til problemet. Der kan
være tale om almene kliniske undersøgelser, men også blodundersøgelser og
f.eks. øjenundersøgelser kan komme på tale.
En
rådgivningssamtale om patienten er nødvendig
Herefter vil en samtale mellem dyrlægen og ejeren (eller
bedst hele familien i husstanden) kunne give det rette grundlag for at stille en
diagnose og give en god rådgivning. Rådgivningen har til hensigt at give en
forståelse af dyrets reaktionsmønster og sætte ejeren i stand til at ændre
dets adfærd. I visse tilfælde vil det være en fordel, at samtalen foregår i
dyrets egne omgivelser - altså hjemme.
Man må påregne, at samtalen
mindst vil vare ½-1 time.
Dyrlægen vil finde det helt naturligt, at du spørger om honoraret for rådgivningen,
inden den aftales.
Når en behandling er iværksat, vil det ofte være klogt
med mindst én opfølgende samtale med den rådgivende dyrlæge. Er problemerne
allerede løst efter første rådgivning, vil en tilbagemelding i telefonen være
tilstrækkelig.
Det
kan kræve en stor indsats af ejeren - men den er det værd!
I visse tilfælde kan blot små ændringer i hverdagen være
nok til at give et resultat. Ofte er det kommunikationsproblemer mellem menneske
og dyr, der er forklaringen på konflikterne, men man skal være forberedt på,
at der ofte kræves et ret stort arbejde af én selv, inden målet er nået.
Adfærdsproblemer kan undertiden tage lang tid at løse,
og udfaldet af behandlingen beror i meget høj grad på den energi, man selv lægger
i behandlingen. Men er man motiveret herfor og yder en god indsats, vil man ret
hurtigt kunne se et resultat og dermed få sin belønning.
Under
den første rådgivning vil man få forklaret hvilke ting, der bør ændres i
hundens "opdragelse". Der kan f.eks. være tale om at indøve bestemte
lydighedsøvelser, ændre på vaner i hverdagen, ændre på familiemedlemmernes
måde at omgås dyret på eller planlægge programmer til "omkodning"
af dyrets adfærdsmønstre. Man kan ofte give helt konkrete, håndfaste
vejledninger og undertiden anvise hjælpemidler - herunder også medicin - til
at fremme det ønskede resultat.
Prognosen eller udsigterne for en vellykket behandling,
er bedre end de fleste tror, og hvad er bedre end at få rettet op på adfærdsproblemer,
som har ødelagt den usigelige glæde, det normalt vil være at have en hund
eller en kat?
Fagdyrlæge
Jørgen Mikkelsen